• Fra det største overskud nogensinde til historisk kursfald: Mærsk styrer mod ny dyster fremtid

    Источник: BDK Finans / 03 ноя 2023 11:10:31   America/New_York

    De slog den ene indtjeningsrekord efter den anden. Alene sidste år tjente Mærsk mere end 200 milliarder kroner – et tal, der med længder er det største overskud nogensinde herhjemme. Men de gyldne år er endegyldigt forbi. Med fredagens skuffende kvartalsrapport blev det slået fast, at de næste år bliver helt anderledes dystre for Danmarks største virksomhed. Fredag måtte aktionærerne nemlig se deres værdier smuldre væk med et fald på mere end 15 procent. Det er vel og mærke det største enkeltstående fald nogensinde i Mærsks historie og sender den store danske virksomhed ned til at være nogenlunde det samme værd på børsen som den noget mindre medicokoncern Coloplast. Sidst på fredagen måtte Mærsk – der sidste år omsatte for hele 568 milliarder kroner – se værdien af hele virksomheden skrumpe til blot 176 milliarder kroner. Det betyder for eksempel, at man for de 3.200 milliarder kroner, som Novo Nordisk nu er værd, kan købe Mærsk 18 gange. Men hvad er det, som er gået galt i den engang så dominerende danske virksomhed? Den store strategisk forandring Tilbage i 2016 opgav Mærsk det gamle konglomerat med et vidtforgrenet net af virksomheder. Særlig salget af Maersk Oil med de lukrative olierettigheder i Nordsøen var en skelsættende begivenhed. Dengang stod daværende topchef Søren Skou med en af de største og mest komplicerede forandringer, som en europæisk virksomhed nogensinde er gået igennem, fordi det både handlede om selve forretningsmodellen, kulturen, digitaliseringen af virksomheden og den grønne omstilling. Man satsede alt på logistik og transport. Det skulle være langt simplere og lettere for kunderne. Strategiskiftet begyndte for alvor at vise sin værdi, da indtjeningen buldrede op sammen med de høje fragtrater, som blev udløst af, at mange vestlige forbrugere flittigt bestilte varer fra Asien under coronapandemien. Endelig fik Mærsk medvind efter adskillige hårde år, hvor selskabet ikke havde haft mange gode regnskaber siden finanskrisen i 2008. Farvel til de lyse tider Rekordoverskuddene begyndte at indfinde sig, og investorernes tidligere bekymringer om den langsommelige strategiproces begyndte at aftage. Men de gode tider sluttede. Alle vidste selvfølgelig godt, at de trecifrede overskud i milliarder ikke kunne fortsætte. Den nuværende Mærsk-chef Vincent Clerc har understreget, at når forbrugerne vendte tilbage til de mere normale købemønstre efter coronakrisen, ville indtjeningen i Mærsk også blive en anden. Men alligevel virker det, som om markedet ikke rigtigt har taget det alvorligt. For fredagens kursnedtur vidner om investorer, som først nu for alvor erkender, at Mærsk kigger ind i en helt anden fremtid. Det er en kombination af adskillige negative begivenheder, som rammer på samme tid. For det første virker det, som om mange konkurrenter nærmest har været forblændet af de høje fragtrater de senere år. Modsat Mærsk har konkurrenterne bestilt vildt ind af nye skibe. Det bliver en lang krise Selvom Mærsk egentlig ikke har nogen skyld i det, betyder de mange nye skibe, at markedet har for meget kapacitet. Det er ikke bare et problem nu, men også i 2024, 2025 og 2026, hvor skibene bliver leveret. Oveni bliver der ikke ophugget skibe som tidligere. Men én ting er udbuddet. Efterspørgslen er heller ikke længere den samme. Mærsk skriver selv, at PMI-indekset, der viser indkøbschefernes tro på fremtiden, for 13 kvartaler i træk ligger under 50, hvilket betyder, at flere tror på tilbagegang end fremgang. Oveni kan så fyldes stigende lønninger, inflationspres og højere omkostninger til brændstof. Mærsk har i fredagens kvartalsregnskab endda endnu en usikkerhedsfaktor med til de skuffede investorer. Selskabet peger på, at den usikre geopolitiske situation flere steder kan skabe endnu større udfordringer. Det er især forholdet mellem USA og Kina, krigen i Ukraine og situationen i Mellemøsten, som bekymrer Mærsk, og som yderligere kan forværre mulighederne i 2024. Vincent Clerc, som blev topchef 1. januar 2023, skal nu trække den store danske virksomhed gennem en ny virkelighed, som kan tage flere år. Han kan glæde sig over, at Mærsk er godt polstret efter flere gode år og ikke har brugt penge på nye skibe som mange af rivalerne. Men det er svært at få øje på andre lyspunkter for Mærsk i de kommende år. https://www.berlingske.dk/virksomheder/fra-det-stoerste-overskud-nogensinde-til-historisk-kursfald-maersk
Опубликовать